Category Archives: manglende forståelse

Når jeg beder om hjælp i skolen….

I ugen op til påskeferien havde alle 2.g’erne på min skole AT-uge. AT står for “almen studieforberedelse” og er en opgave hvor man udarbejder en synopsis og arbejder med 2 fag og deres metoder og teorier til at løse en tværfaglig problemstilling, og derefter holder man et mundtligt oplæg på bagrund  af sin synopsis. Man har 8 AT-forløb i løbet af sin gymnasietid, og i 3.g skal man så til en obligatorisk eksamen i sit 8. AT projekt.

For de fleste er AT lidt højt svævende og noget ukonkret. Derfor er det naturlig nok noget som er meget vanskeligt for én med mit handicap. Derfor har mine forældre og jeg aftalt med skolen at jeg i sådanne uger skal have lidt mere massiv støtte end hvad jeg ellers plejer at få. Hvilke jo som udgangspunkt er en rigtig god aftale, og et forsøg fra skolens side på at imødekomme mine behov.

Men når det så skal føreres ud i virkeligheden er sagen desværre en helt anden. I sidste uge kunne jeg så først nå at få hjælp en dag inden opgave skulle afleveres, hvilket jo ikke er særlig hensigtsmæssigt, da jeg især har brug for at få hjælp til at komme igang. Der var flere årsager til at jeg ikke kunne få hjælp før om torsdagen. Først og fremmest var min lærers børn syge om mandagen , hvilket jo kan ske, men så kunne han jo have prøvet at få en af de andre lærer som er en del af vores AT-forløb til at hjælpe mig, hvilket han ikke engang forsøgte. Så var der også tirsdag og onsdag hvor vi kunne have mødtes, men tirsdag var der ikke nogen forklaring på hvorfor vi ikke kunne mødes og onsdag var der vejledning for hele klassen og et møde med en anden lærer, men mon ikke der kunne have været plads til et lille møde med mig?

Min mor sendte så en mail til min støttelærer om onsdagen, for at fortælle at jeg altså havde hårdt brug for hjælp. Hvor til han bare svarede at det jo var gået fint til vejledning med klassen og at jeg sikkert var godt på vej….

At jeg så først kunne nå at få hjælp så sent i forløbet resulterede så i at jeg ikke kunne nå at aflevere opgaven fredag hvor den skulle afleveres. I mit møde med min støttelærer torsdag sagde han så at jeg kunne aflevere opgaven efter påskeferien. Men nu skal jeg så have den opgave hængende over hoved i længere tid og det er rigtig irriterende! Desuden er det lidt et nederlag for mig, når jeg ikke kan aflevere ting til tiden ligesom alle andre gør.

Jeg sagde så til ham at skolen/han ikke havde overholdt vores aftale, og at jeg faktisk har rigtig svært ved disse opgaver pga. mit handicap. Jeg sagde desuden at min oplevelse af ugen var rigtig dårlig og at det altså ikke holder når de hjælper mig så lidt. Jeg sagde tingene på en pæn og konstruktiv måde, men så blev jeg nærmest bare skældt ud…. Han sagde at han havde gjort det bedste han kunne, og at tage hensyn til mig altså desværre ikke altid er muligt.  Han udviste i hvert fald ikke særlig meget empati eller forståelse overfor mig, indtil jeg faktisk begyndte at græde over situationen. Men det er vel også svært for de fleste mennesker at skulle erkende deres fejl. Men tænk at jeg ikke kan få mere hjælp og forståelse ved bare at forklare hvordan min oplevelse havde været og hvad mine problemer er, men at jeg virkelig skal begynde at græde før de bare forstår lidt. Det er sgu nærmest et handicap i sig selv at have et usynligt handicap. For jeg ligner nok for de fleste et rimelig velfungerende ungt menneske, og derfor er det nok svært for andre at forstå hvilke massive vanskeligheder jeg egentligt har.