Category Archives: GUA

År 2013 – status på året der gik

Nu synger året på sidste vers, og jeg vil derfor lige evaluere lidt på året der gik. Som så mange andre gør det.

År 2013 var året hvor jeg oprettede denne blog, i håb om at sprede nogle budskaber og give et indblik i hvordan det er som ung at have en diagnose, og forøge at leve nogenlunde godt med den. Jeg har måske ikke skrevet helt så meget som jeg gerne havde villet, men 15 indlæg er det dog blevet til.

I 2013 var året hvor jeg fik min første “rigtige” kæreste, og vi var sammen i næsten 8 månender. Det lærte mig meget bla. om hvordan man knytter meget nære relationer til andre mennesker, og at jeg ren faktisk godt KAN slappe af med andre mennesker end min egen nærmeste familie, og at jeg efterhånden besidder nogle af de lidt mere avancerede sociale kompetencer!

År 2013 var mit sidste teenage år, og mit sidste år i “trygge rammer”, da det var mit sidste hele år hvor jeg stadig gik i skole.

Men det var også året hvor jeg igen fik perioder hvor jeg har det meget dårligt – ligesom i mine første teenage år. Især her sidst på året fik jeg det skidt igen med mange søvnløse nætter med tankemylder osv.

Men det var også året hvor jeg havde mange udforderende, sjove og spænende oplevelser. Jeg var på min første Roskilde festival, var i Berlin med min daværende kæreste, en uge i sommerhus i Nord Jylland med et par veninder, og mange andre gode oplevelser blev det også til i år 2013. I det hele taget var det for mit vedkommende “selvstændighedens år” forstået på den måde at jeg gjorder rigtig mange selvstændige ting, og løsrev mig meget mere end hvad jeg ellers har gjort før fra mine forældre.

2014 bliver året hvor jeg får studenterhuen på hovedet, og året hvor jeg for første gang i mit liv skal ud og lave noget andet spændende, end det liv jeg ellers har levet næsten hele livet med skolegang og helt faste rutiner – det bliver svært, udforderende og spændende!

Men jeg vil slutte for nu, hvis jeg skal nå i bad, ordne håret og gøre mig klar i mit fine dress inden jeg skal til nytårsfest.

Men vi ses i det nye år! Der vil jeg forsøge at skrive lidt oftere end hvad jeg ellers har gjort – det er i hvertfald et af mine nytårsforsæt 😀

Jeg håber at mange af jer forsat vil læse med, og I ønskes et rigtigt godt og lykkebringende år!

Tænkevækkende dokumentar

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/Silas_en_dreng_med_diagnoser.htm

Jeg har set denne her dokumentar for et par dage siden, og først tænkte jeg ” åh, nej er det igen en elller anden uvidende én, der har et budskab om at ADHD-medicin er noget lort”. Men på mange måder omhandler dokumentaren slet ikke medicin, men mere det at man måske i alt for høj grad overbeskytter børn med særlige behov, for at de ikke skal få alt for mange nederlag. I stedet for at se på det enkelte barns resourcer og udviklingsmuligheder.

Jeg kan i høj grad genkende den pædagogik som Lars Ask Røgilds referer til at der er på sønnen, Silas’ specialskole. Som der var på den specialskole jeg gik på i mine sidste folkeskoleår. Den skole jeg gik på var iøvrigt for helt normalt begavede børn og unge med ADHD og eller Autisme, og er anderkendt som en af Danmarks aller bedste skoler for målgruppen. Mange af de elever jeg gik i klasse med havde ikke før de gik i 9. klasse prøvet at have lektier for, eller at skrive en stil på blot én side. På mange punkter var skolen en sovepude, og udfordrede ikke eleverne overhovedet. Jeg helt overbevidst om, at hvis jeg havde gået på skolen siden de helt små klasser var jeg nok aldrig blevet i stand til at tage en gymnasieluddannelse. Jeg var dog så heldig at jeg fik en lærer som stillede krav til sine elever, og i starten skabte det ramaskrig blandt såvel klassens elever, deres forældre som blandt de andre lærer på skolen. I starten var der mange af mine klassekammarater som havde gået på skolen siden de var helt små, der fik mindre sammenbrud. Efterhånden “rettede de dog ind” og så meningen i, at vi eksempelvis fik lektier for og skulle skrive stile mv.Jeg takker ham idag utrolig meget for at han pressede mig fagligt og ikke mindst lærte mig at tro min fagligeevner.

Det faktisk sådan at de elever som gik i min klasse alle sammen idag er enten færdige eller igang med en ganske normal ungdomsuddannelse, i stærk modsætning til mange andre af de elever som gik på skolen.  Det skal dog måske siges at jeg gik i en klasse for de mere velfungerende elever, men det var der så sandelig også andre elever på skolen som var. Eksempelvis var det også kun de elever som nærmest kun fik 10 og 12- taller som blev indstillet til folkeskolensafgangsprøve, og det er jo helt hul i hovedt for der er massere af elever i den normale folkeskole som får langt dårligere karakter og som går til “eksamen” og klare sig ok. Uden folkeskoleafgangsprøve kan man jo nærmest hellere ikke klare sig uden idag. Men det var vel fordi man fra skolens side var bange for at give nogle af de elever med gennemsnitlige eller lidt dårligere fagligeevner nederlag.  Det var også sådan at min gamle skole var/er en af de skoler i kommunen som havde det bedste gennemsnit for elever som forlod 9. og 10. klasse, hvilket jo var fordi det på ingen måde var gennemsnittet af skolens elevers evner som gik til eksamen.

Der skal selvføleligt ikke stilles mange krav til alle elever som går på specialskoler for der helt sikkert børn som ikke magter det. Men min pointe er bare at der på min skole var rigtigt mange elevers evner og faglige potientiale som bare blev spildt, fordi de blev pakket ind i vat, og ikke udsat for faglige udfordringer.

Tanker og erfaringer om medicin

Da jeg fik min ADHD diagnose blev jeg meget hurtigt sat i behandling med Ritalin, selvom jeg dog havde en del modstand imod det, men mine forældre tvang mig mere eller mindre til det, og i sidste ende var det nok en god beslutning. Jeg kan tydeligt huske, da jeg tog min første 10 mg’s pille, det var en lørdag formiddag, og jeg blev helt dejlig afslappet og satte mig ned og så en af Ringenes Herre filmene fra start til slut! Det er noget jeg ellers aldrig før havde kunne koncentrere mig om eller finde ro til, så det var virkeligt et bevis på at Ritalin havde en fantastisk virkning på mig.

Jeg blev langsomt trappet op til 55 mg fordelt over; 20 mg om morgen, 20 mg klokken 11.30 og 15 mg. klokken 15.00.  I takt med at medicinen blev kørt ind, fik jeg det bedre og bedre. Min korte lunte blev længere og mine impulsive handlinger forsvandt nærmest og det betød, at jeg fik det meget bedre med mine omgivelser, og dermed også mig selv. Jeg fik mere ro i krop og sjæl, og fik derfor også mere overskud til indlæring osv. Selvom jeg fik det bedre var der nu også nogle bivirkninger såsom appetitløshed og indsovningsbesvær, som er til at leve med, hvis man indretter sig lidt efter det. Jeg fik dog også lidt en tendens til at blive lidt depressiv, fordi jeg nok fik  mere ro til at tænke over hvordan mit liv havde været før og indblik i min situation, og selvfølgelig var det også en form for sorg over at jeg nu havde fået bekræftet at jeg havde et handicap som jeg skal leve med resten af mit liv.  Udover depressivteten kom også en øget bekymrings tendens – nærmest en form for angst, og det var nok det værste især fordi den blev værre og værre. Trods bivirkningerne gik det faktisk rigtigt godt i et par måneder. Det blev jul og efter juleferien skulle jeg igang med at prøve depot medicin, så jeg fik en mere stabil virkning og ikke behøvede at tage helt så mange piller over dagen i form af Ritalin UNO eller Concerta.

I juleferien fik jeg så nogle rigtig slemme angstanfald, som satte alarmklokkerne igang hos mine forældre, og en dag fik jeg et angstanfald som var så slemt at mine forældre ringede til min psykiater, selvom det var juleferie. Han sagde at jeg øjeblikkeligt skulle stoppe med Ritalin, og gav hos den første tid han havde efter ferien. Jeg havde så en medicin pause på omkring en måned, hvor jeg kunne komme ovenpå efter den store forskrækkelse, hvorefter jeg startede på Strattera.

Strattera var en rigtig hård nyser i starten, da det først virker efter flere ugers indtagelse. Jeg fik rigtig mange bivirkninger i form af kvalme, mavesmerter, forstoppelse, hovedpine og opkast ind i mellem.. og det er altså svært at holde modet oppe, og blive ved med at tage en medicin som man ikke kan mærke virker og samtidig kun kan mærke bivirkninger af..

Efter ca. 4-5 uger stoppede de værste bivirkninger, og jeg havde kun kvalmen og forstoppelsen tilbage, og ind imellem mavesmerter hvis jeg ikke havde spist nok inden jeg tog pillen. Samtidig kunne jeg begynde og mærke virkningen, eller det vil sige at den var kommet langsomt og mine omgivelser begyndte også at mærke til en form for forandring. Desværre fik Strattera aldrig helt så positive en virkning som Ritalin havde haft på mig. Ikke at Strattera ikke hjalp men den hjalp bare slet ikke så kraftigt som Ritalin havde gjort.

Jeg prøvede så i en kort periode, sammen med Strattera, et præparat imod den angst jeg også havde haft før jeg fik Ritalin. Det var Abilify, som egentligt er et præparat imod psykoser, men som i små doser kan være velegnede til at bruge imod angst symptomer. Det blev til en kort fornøjelse, da jeg blev utrolig træt og havde det som om jeg var inde i en boble, så det stoppede jeg med.

En dag blev jeg bare så despart efter at kunne koncertere mig, at jeg tog en enkelt Ritalin, da vi havde haft en gammel pakke liggende og fik hurtigt den ro som jeg følt før, da jeg fik Ritalin. Et par dage efter tog jeg mod til at fortælle mine forældre om min oplevelse og min frustration over at Strattera ikke virkede helt så godt på min koncentration og uro som Ritalin havde gjort. Vi blev så enige med min psykiater om at jeg så både kunne få Ritalin og Strattera sammen. Så jeg fik den samme dosis Strattera, også kun en lille dosis Ritalin, som så skulle virke mens jeg var i skole. Den ordning kørte jeg så med et par år.

Jeg stoppede med at tage Ritalin i skoletiden et par måneder inde i 1.g, da jeg opdagede at jeg blev nærmest lidt for stille og “zombi agtigt” når jeg var på Ritalin. Så det havde en form for social bivirkning på mig i det jeg blev så stille og nærmest trak mig ind i mig selv. Så idag er jeg altså stadig kun på Strattera, og jeg tager så ind Ritalin indimellem hvis jeg fx. skal lave en masse skriftlige afleveringer. Jeg er noget ambivalent i forhold til at jeg ikke tager Ritalin mere, da jeg i den grad savner at kunne koncertere mig bedre, men samtidig er den “zombi agtige” virkning ikke så fed at have i skolen. Jeg er begyndt at overveje lidt at tage Ritalin igen mere fast, bare  i skoletiden, da jeg kan se at jeg altså tit mister noget rent indlæringsmæssigt og godt kunne bruge lidt mere overskud og ro i dagligdagen, da jeg så nemt bliver afledt og skal bruge så meget energi på at fastholde min koncentration. Så jeg står lidt i et dilemma.