Monthly Archives: October 2013

Tænkevækkende dokumentar

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/Silas_en_dreng_med_diagnoser.htm

Jeg har set denne her dokumentar for et par dage siden, og først tænkte jeg ” åh, nej er det igen en elller anden uvidende én, der har et budskab om at ADHD-medicin er noget lort”. Men på mange måder omhandler dokumentaren slet ikke medicin, men mere det at man måske i alt for høj grad overbeskytter børn med særlige behov, for at de ikke skal få alt for mange nederlag. I stedet for at se på det enkelte barns resourcer og udviklingsmuligheder.

Jeg kan i høj grad genkende den pædagogik som Lars Ask Røgilds referer til at der er på sønnen, Silas’ specialskole. Som der var på den specialskole jeg gik på i mine sidste folkeskoleår. Den skole jeg gik på var iøvrigt for helt normalt begavede børn og unge med ADHD og eller Autisme, og er anderkendt som en af Danmarks aller bedste skoler for målgruppen. Mange af de elever jeg gik i klasse med havde ikke før de gik i 9. klasse prøvet at have lektier for, eller at skrive en stil på blot én side. På mange punkter var skolen en sovepude, og udfordrede ikke eleverne overhovedet. Jeg helt overbevidst om, at hvis jeg havde gået på skolen siden de helt små klasser var jeg nok aldrig blevet i stand til at tage en gymnasieluddannelse. Jeg var dog så heldig at jeg fik en lærer som stillede krav til sine elever, og i starten skabte det ramaskrig blandt såvel klassens elever, deres forældre som blandt de andre lærer på skolen. I starten var der mange af mine klassekammarater som havde gået på skolen siden de var helt små, der fik mindre sammenbrud. Efterhånden “rettede de dog ind” og så meningen i, at vi eksempelvis fik lektier for og skulle skrive stile mv.Jeg takker ham idag utrolig meget for at han pressede mig fagligt og ikke mindst lærte mig at tro min fagligeevner.

Det faktisk sådan at de elever som gik i min klasse alle sammen idag er enten færdige eller igang med en ganske normal ungdomsuddannelse, i stærk modsætning til mange andre af de elever som gik på skolen.  Det skal dog måske siges at jeg gik i en klasse for de mere velfungerende elever, men det var der så sandelig også andre elever på skolen som var. Eksempelvis var det også kun de elever som nærmest kun fik 10 og 12- taller som blev indstillet til folkeskolensafgangsprøve, og det er jo helt hul i hovedt for der er massere af elever i den normale folkeskole som får langt dårligere karakter og som går til “eksamen” og klare sig ok. Uden folkeskoleafgangsprøve kan man jo nærmest hellere ikke klare sig uden idag. Men det var vel fordi man fra skolens side var bange for at give nogle af de elever med gennemsnitlige eller lidt dårligere fagligeevner nederlag.  Det var også sådan at min gamle skole var/er en af de skoler i kommunen som havde det bedste gennemsnit for elever som forlod 9. og 10. klasse, hvilket jo var fordi det på ingen måde var gennemsnittet af skolens elevers evner som gik til eksamen.

Der skal selvføleligt ikke stilles mange krav til alle elever som går på specialskoler for der helt sikkert børn som ikke magter det. Men min pointe er bare at der på min skole var rigtigt mange elevers evner og faglige potientiale som bare blev spildt, fordi de blev pakket ind i vat, og ikke udsat for faglige udfordringer.

Det er ikke fordi jeg har glemt bloggen

Der er gået alt for lang tid siden jeg skrev sidst. Det skyldes mest af alt travlhed og stress. Jeg er også meget i tvivl, om hvad jeg skal skrive om fra mit liv, for at det er intersant for mine læsere. Det er jo en svær balance, da det ikke skal handle alt for meget om min hverdag og heller ikke kun om min diagnose, men en god blanding af hvordan det er for mig at leve med ADHD. Samtidig skal det hellere ikke være alt for personligt, da jeg gerne vil bevare min anonymitet.

Lige fortiden lider jeg vel lidt af det man kan kalde for en “livskrise”, da jeg jo lige er startet i 3.g. Jeg går meget og tænker over at nu er min “obligatoriske” skolegang snart ved at være slut (ved godt gymnasiet ikke er obligatorisk, men det er det jo efterhånden ved at være i et samfund som vores). Jeg er skræmt over at mit trygge liv med skole osv. er slut om under et år. For hvad skal jeg så?

Jeg ved i hvertfald at jeg ikke skal starte på en uddannelse lige efter, men ud og prøve noget andet. Det gør mig bare også lidt bange.