Monthly Archives: January 2013

Tanker og erfaringer om medicin

Da jeg fik min ADHD diagnose blev jeg meget hurtigt sat i behandling med Ritalin, selvom jeg dog havde en del modstand imod det, men mine forældre tvang mig mere eller mindre til det, og i sidste ende var det nok en god beslutning. Jeg kan tydeligt huske, da jeg tog min første 10 mg’s pille, det var en lørdag formiddag, og jeg blev helt dejlig afslappet og satte mig ned og så en af Ringenes Herre filmene fra start til slut! Det er noget jeg ellers aldrig før havde kunne koncentrere mig om eller finde ro til, så det var virkeligt et bevis på at Ritalin havde en fantastisk virkning på mig.

Jeg blev langsomt trappet op til 55 mg fordelt over; 20 mg om morgen, 20 mg klokken 11.30 og 15 mg. klokken 15.00.  I takt med at medicinen blev kørt ind, fik jeg det bedre og bedre. Min korte lunte blev længere og mine impulsive handlinger forsvandt nærmest og det betød, at jeg fik det meget bedre med mine omgivelser, og dermed også mig selv. Jeg fik mere ro i krop og sjæl, og fik derfor også mere overskud til indlæring osv. Selvom jeg fik det bedre var der nu også nogle bivirkninger såsom appetitløshed og indsovningsbesvær, som er til at leve med, hvis man indretter sig lidt efter det. Jeg fik dog også lidt en tendens til at blive lidt depressiv, fordi jeg nok fik  mere ro til at tænke over hvordan mit liv havde været før og indblik i min situation, og selvfølgelig var det også en form for sorg over at jeg nu havde fået bekræftet at jeg havde et handicap som jeg skal leve med resten af mit liv.  Udover depressivteten kom også en øget bekymrings tendens – nærmest en form for angst, og det var nok det værste især fordi den blev værre og værre. Trods bivirkningerne gik det faktisk rigtigt godt i et par måneder. Det blev jul og efter juleferien skulle jeg igang med at prøve depot medicin, så jeg fik en mere stabil virkning og ikke behøvede at tage helt så mange piller over dagen i form af Ritalin UNO eller Concerta.

I juleferien fik jeg så nogle rigtig slemme angstanfald, som satte alarmklokkerne igang hos mine forældre, og en dag fik jeg et angstanfald som var så slemt at mine forældre ringede til min psykiater, selvom det var juleferie. Han sagde at jeg øjeblikkeligt skulle stoppe med Ritalin, og gav hos den første tid han havde efter ferien. Jeg havde så en medicin pause på omkring en måned, hvor jeg kunne komme ovenpå efter den store forskrækkelse, hvorefter jeg startede på Strattera.

Strattera var en rigtig hård nyser i starten, da det først virker efter flere ugers indtagelse. Jeg fik rigtig mange bivirkninger i form af kvalme, mavesmerter, forstoppelse, hovedpine og opkast ind i mellem.. og det er altså svært at holde modet oppe, og blive ved med at tage en medicin som man ikke kan mærke virker og samtidig kun kan mærke bivirkninger af..

Efter ca. 4-5 uger stoppede de værste bivirkninger, og jeg havde kun kvalmen og forstoppelsen tilbage, og ind imellem mavesmerter hvis jeg ikke havde spist nok inden jeg tog pillen. Samtidig kunne jeg begynde og mærke virkningen, eller det vil sige at den var kommet langsomt og mine omgivelser begyndte også at mærke til en form for forandring. Desværre fik Strattera aldrig helt så positive en virkning som Ritalin havde haft på mig. Ikke at Strattera ikke hjalp men den hjalp bare slet ikke så kraftigt som Ritalin havde gjort.

Jeg prøvede så i en kort periode, sammen med Strattera, et præparat imod den angst jeg også havde haft før jeg fik Ritalin. Det var Abilify, som egentligt er et præparat imod psykoser, men som i små doser kan være velegnede til at bruge imod angst symptomer. Det blev til en kort fornøjelse, da jeg blev utrolig træt og havde det som om jeg var inde i en boble, så det stoppede jeg med.

En dag blev jeg bare så despart efter at kunne koncertere mig, at jeg tog en enkelt Ritalin, da vi havde haft en gammel pakke liggende og fik hurtigt den ro som jeg følt før, da jeg fik Ritalin. Et par dage efter tog jeg mod til at fortælle mine forældre om min oplevelse og min frustration over at Strattera ikke virkede helt så godt på min koncentration og uro som Ritalin havde gjort. Vi blev så enige med min psykiater om at jeg så både kunne få Ritalin og Strattera sammen. Så jeg fik den samme dosis Strattera, også kun en lille dosis Ritalin, som så skulle virke mens jeg var i skole. Den ordning kørte jeg så med et par år.

Jeg stoppede med at tage Ritalin i skoletiden et par måneder inde i 1.g, da jeg opdagede at jeg blev nærmest lidt for stille og “zombi agtigt” når jeg var på Ritalin. Så det havde en form for social bivirkning på mig i det jeg blev så stille og nærmest trak mig ind i mig selv. Så idag er jeg altså stadig kun på Strattera, og jeg tager så ind Ritalin indimellem hvis jeg fx. skal lave en masse skriftlige afleveringer. Jeg er noget ambivalent i forhold til at jeg ikke tager Ritalin mere, da jeg i den grad savner at kunne koncertere mig bedre, men samtidig er den “zombi agtige” virkning ikke så fed at have i skolen. Jeg er begyndt at overveje lidt at tage Ritalin igen mere fast, bare  i skoletiden, da jeg kan se at jeg altså tit mister noget rent indlæringsmæssigt og godt kunne bruge lidt mere overskud og ro i dagligdagen, da jeg så nemt bliver afledt og skal bruge så meget energi på at fastholde min koncentration. Så jeg står lidt i et dilemma.

 

 

Vinter deprimeret?

Jeg fik i sidste uge lidt følelsen af tomhed og at alt bare var ligegyldigt, selvom jeg ikke synderlig har nogen grund til at være deprimeret. Jeg har altid haft svært ved januar og februar, så jeg tænkte at det nok bare var det, men at jeg jo blev nødt til at gøre et eller andet, da jeg har en meget stresset hverdag, hvor jeg  bla. skal præstere en masse, og derfor kan jeg ikke bare bukke under og miste mit underskud. Jeg har altid dyrket meget motion og fået et bedre humør og mere overskud efter fx. en løbetur, men efter at jeg begyndte i 2.g har jeg ligesom hverken haft tid eller overskud til det. Så nu er jeg begyndt at prøve at løbe igen (bare i 20 minutter) og jeg kan nærmest allerede mærke efter kun 3 løbeture, at jeg har fået det bedre. Så det skal jeg helt sikkert prøve at gøre til en god vane i min dagligdag igen!

Ud over løb,  kom jeg i tanke om, at jeg i lang tid ikke har spist mine 2 daglige Eyeque fiskeolie, og det er jeg så også begyndt på igen – i håb om at det vil fører til mere overskud, bedre koncentration og hukommelse. Da min “vinterdepression” også går lidt over min koncentration  og hukommelse synes jeg. Iøvrigt har fiskeolie også et højt indhold af D vitamin så det kan da være at det også hjælper på humøret.

Men jeg fik dog også min mor til at bestille en tid til lægen, og jeg har fået en tid på onsdag hvor jeg skal have taget en blodprøve for at se om jeg lider af D-vitamin mangel. Så må vi se hvad prøven siger.

Om at blogge

Jeg har altid gjort meget nar af folk der blogger, da jeg havde en opfattelse af at det primært kun var mennesker som ville give andre mennesker en illusion om “hvor godt et liv de har”. Nu har jeg så selv en blog, og det havde jeg nok  ikke troet for 2 måneder siden troet, at jeg nogensinde ville få.

Her kan du så se en lille serie, som jeg har grinet sindsygt meget af som er en parodi af den “typiske blogger”