År 2013 – status på året der gik

Nu synger året på sidste vers, og jeg vil derfor lige evaluere lidt på året der gik. Som så mange andre gør det.

År 2013 var året hvor jeg oprettede denne blog, i håb om at sprede nogle budskaber og give et indblik i hvordan det er som ung at have en diagnose, og forøge at leve nogenlunde godt med den. Jeg har måske ikke skrevet helt så meget som jeg gerne havde villet, men 15 indlæg er det dog blevet til.

I 2013 var året hvor jeg fik min første “rigtige” kæreste, og vi var sammen i næsten 8 månender. Det lærte mig meget bla. om hvordan man knytter meget nære relationer til andre mennesker, og at jeg ren faktisk godt KAN slappe af med andre mennesker end min egen nærmeste familie, og at jeg efterhånden besidder nogle af de lidt mere avancerede sociale kompetencer!

År 2013 var mit sidste teenage år, og mit sidste år i “trygge rammer”, da det var mit sidste hele år hvor jeg stadig gik i skole.

Men det var også året hvor jeg igen fik perioder hvor jeg har det meget dårligt – ligesom i mine første teenage år. Især her sidst på året fik jeg det skidt igen med mange søvnløse nætter med tankemylder osv.

Men det var også året hvor jeg havde mange udforderende, sjove og spænende oplevelser. Jeg var på min første Roskilde festival, var i Berlin med min daværende kæreste, en uge i sommerhus i Nord Jylland med et par veninder, og mange andre gode oplevelser blev det også til i år 2013. I det hele taget var det for mit vedkommende “selvstændighedens år” forstået på den måde at jeg gjorder rigtig mange selvstændige ting, og løsrev mig meget mere end hvad jeg ellers har gjort før fra mine forældre.

2014 bliver året hvor jeg får studenterhuen på hovedet, og året hvor jeg for første gang i mit liv skal ud og lave noget andet spændende, end det liv jeg ellers har levet næsten hele livet med skolegang og helt faste rutiner – det bliver svært, udforderende og spændende!

Men jeg vil slutte for nu, hvis jeg skal nå i bad, ordne håret og gøre mig klar i mit fine dress inden jeg skal til nytårsfest.

Men vi ses i det nye år! Der vil jeg forsøge at skrive lidt oftere end hvad jeg ellers har gjort – det er i hvertfald et af mine nytårsforsæt 😀

Jeg håber at mange af jer forsat vil læse med, og I ønskes et rigtigt godt og lykkebringende år!

Advertisement

Uro /dimsning – Neucube!

Jeg lider meget af en form for indre uro, og det plager mig meget ofte i situationer hvor det forventes af mig, at jeg kan sidde stille. Jeg har haft en del af de der “tangler” igennem år til at tage med og “dimse med” i fx. skolen osv., men efter kort tid har jeg altid mistet “interessen” for at “dimse” med dem. Jeg har så haft den lidt dumme vane at sidde med min computer på facebook eller spille nogle åndsvage spil i timerne for at tage noget af min uro/dårlige koncentration, men det er ikke så fedt i længden. Jeg har så fornylig fået en såkaldt Neucube og den vil jeg helt klart anbefale! Den er så fed og den mister jeg bestemt ikke interessen for. De er så fede og sidde og pille med! Eneste minus er at alle mine klassekammerater hele tiden vil låne den og “lege” med den… 🙂

I kan se den her: http://www.youtube.com/watch?v=gidumziw4JE

Tænkevækkende dokumentar

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/Silas_en_dreng_med_diagnoser.htm

Jeg har set denne her dokumentar for et par dage siden, og først tænkte jeg ” åh, nej er det igen en elller anden uvidende én, der har et budskab om at ADHD-medicin er noget lort”. Men på mange måder omhandler dokumentaren slet ikke medicin, men mere det at man måske i alt for høj grad overbeskytter børn med særlige behov, for at de ikke skal få alt for mange nederlag. I stedet for at se på det enkelte barns resourcer og udviklingsmuligheder.

Jeg kan i høj grad genkende den pædagogik som Lars Ask Røgilds referer til at der er på sønnen, Silas’ specialskole. Som der var på den specialskole jeg gik på i mine sidste folkeskoleår. Den skole jeg gik på var iøvrigt for helt normalt begavede børn og unge med ADHD og eller Autisme, og er anderkendt som en af Danmarks aller bedste skoler for målgruppen. Mange af de elever jeg gik i klasse med havde ikke før de gik i 9. klasse prøvet at have lektier for, eller at skrive en stil på blot én side. På mange punkter var skolen en sovepude, og udfordrede ikke eleverne overhovedet. Jeg helt overbevidst om, at hvis jeg havde gået på skolen siden de helt små klasser var jeg nok aldrig blevet i stand til at tage en gymnasieluddannelse. Jeg var dog så heldig at jeg fik en lærer som stillede krav til sine elever, og i starten skabte det ramaskrig blandt såvel klassens elever, deres forældre som blandt de andre lærer på skolen. I starten var der mange af mine klassekammarater som havde gået på skolen siden de var helt små, der fik mindre sammenbrud. Efterhånden “rettede de dog ind” og så meningen i, at vi eksempelvis fik lektier for og skulle skrive stile mv.Jeg takker ham idag utrolig meget for at han pressede mig fagligt og ikke mindst lærte mig at tro min fagligeevner.

Det faktisk sådan at de elever som gik i min klasse alle sammen idag er enten færdige eller igang med en ganske normal ungdomsuddannelse, i stærk modsætning til mange andre af de elever som gik på skolen.  Det skal dog måske siges at jeg gik i en klasse for de mere velfungerende elever, men det var der så sandelig også andre elever på skolen som var. Eksempelvis var det også kun de elever som nærmest kun fik 10 og 12- taller som blev indstillet til folkeskolensafgangsprøve, og det er jo helt hul i hovedt for der er massere af elever i den normale folkeskole som får langt dårligere karakter og som går til “eksamen” og klare sig ok. Uden folkeskoleafgangsprøve kan man jo nærmest hellere ikke klare sig uden idag. Men det var vel fordi man fra skolens side var bange for at give nogle af de elever med gennemsnitlige eller lidt dårligere fagligeevner nederlag.  Det var også sådan at min gamle skole var/er en af de skoler i kommunen som havde det bedste gennemsnit for elever som forlod 9. og 10. klasse, hvilket jo var fordi det på ingen måde var gennemsnittet af skolens elevers evner som gik til eksamen.

Der skal selvføleligt ikke stilles mange krav til alle elever som går på specialskoler for der helt sikkert børn som ikke magter det. Men min pointe er bare at der på min skole var rigtigt mange elevers evner og faglige potientiale som bare blev spildt, fordi de blev pakket ind i vat, og ikke udsat for faglige udfordringer.

Det er ikke fordi jeg har glemt bloggen

Der er gået alt for lang tid siden jeg skrev sidst. Det skyldes mest af alt travlhed og stress. Jeg er også meget i tvivl, om hvad jeg skal skrive om fra mit liv, for at det er intersant for mine læsere. Det er jo en svær balance, da det ikke skal handle alt for meget om min hverdag og heller ikke kun om min diagnose, men en god blanding af hvordan det er for mig at leve med ADHD. Samtidig skal det hellere ikke være alt for personligt, da jeg gerne vil bevare min anonymitet.

Lige fortiden lider jeg vel lidt af det man kan kalde for en “livskrise”, da jeg jo lige er startet i 3.g. Jeg går meget og tænker over at nu er min “obligatoriske” skolegang snart ved at være slut (ved godt gymnasiet ikke er obligatorisk, men det er det jo efterhånden ved at være i et samfund som vores). Jeg er skræmt over at mit trygge liv med skole osv. er slut om under et år. For hvad skal jeg så?

Jeg ved i hvertfald at jeg ikke skal starte på en uddannelse lige efter, men ud og prøve noget andet. Det gør mig bare også lidt bange.

Helligdage og snart læseferie

Helligdage er noget som jeg siden jeg var helt lille, aldrig har brudt mig om. Det har vel noget at gøre med at jeg har brug for rutiner, og trives bedst med at hverdagen er så rutine præget og forudsigelig som muligt. Når der så pludselig kommer alle de her fridage så opbryder de fasterutiner som jeg lever efter. Det her er ikke noget jeg sådan går og siger til andre end mine forældre og nogle få andre, da det jo her noget underligt og svært at forstå for de fleste andre mennesker, at jeg har det sådan. Fridage er jo noget de fleste mennesker elsker, og jeg kan egenligt også godt lide at holde fri i weekenden osv. fordi det er en del af mine rutiner, men helligdage og den lange sommerferien er noget jeg altid har haft det svært med. Jeg har også svært ved at omstille mig fra hverdag til ferie og omvendt, men når jeg så har omstillet mig plejer det at gå fint, men det kan man ikke nå på korte helligdagsferier.

Om et par uger får jeg læse ferie, og det gør mig for alvor rigtig utryg. Det stiller nemlig meget høje krav til at jeg selv skal kunne strukturer og organisere min læsning og hverdag, og der er ingen rutiner og tider som jeg skal følge, og det er noget som jeg har meget svært ved at skulle undvære.

PS. jeg har skrevet indlægget fra min telefon så det er årsagen til de mange flere end normalt skrivefejl mv.

Danmark “på piller”

DR2 har sendt  3 programmer om danskernes (over)forbrug af medicin. Det første har handlet om overforbrug af antidepressiv medicin, det andet om smertestillende medicin, og det trejde om ADHD medicin. Jeg synes faktisk som udgangspunkt at det var nogle gode og relevante udsendelser , da jeg tror at der i Danmark bliver spist for meget medicin. I gennemsnit spiser eksempelvis hver eneste dansker 186 hovedpine piller om året, hvilket jeg synes lyder helt ekstremt! Men omvendt forstår jeg det egenligt godt for når jeg tænker på min egen omgangskreds er der flere som meget ofte tager panodiler mv. til hverdag. Så jeg synes at det på mange måder er en god, og aktuel debat at få igang.

Jeg må nu bare sige at jeg syntes at programmet om overforbruget af ADHD-medicin var under al kritik. Diagnosen ADHD blev fremstillet som en diagnose man bare kan hive ned fra en hylde via. et lille sprøgeskema og en kort samtale. Der skal ikke herske nogen tvivl om at der sikkert er mennesker som får en ADHD diagnose og dertil følgende medicin, som ikke burde få hverken en diagnose eller medicin. Men der altså mange mennesker som har store vanskeligheder i deres liv, for hvem en diagnose og medicin er en kæmpe hjælp.  ADHD medicin blev fremstillet meget subjektivt, som at det kun var noget der gavnede meget få, og at det primært gjorder skade.Det kan virkelig gør mig meget vred! Det får mig også til at tvivle på min egen diagnose, og jeg frygter hvad mine omgivelser mon tænker om min diagnose og medicin? Jeg synes det er et handicap i sig selv at have et usynligt handicap som så mange har fordomme overfor, og det her program har i hvertfald ikke gjort det lettere for mig at være åben omkring mit handicap. Jeg synes fx. i forvejen at det er meget ubehageligt at skulle tage min medicin i skolen og andre “offentlige” steder, og derfor skal jeg altid tænke på hvordan jeg kan skjule det. Jeg har før været udsat for flere episoder hvor nogen “opdagede” mig mens jeg var i færd med, at tage min medicin, som stillede spørgsmålstegn ved det, og det var meget ubehageligt.

Jeg synes at ADHD-foreningen m.fl. gør et stort arbejde for at udbrede kendskabet til ADHD og at udrydde fordommene. Men efter sådan et program sad jeg tilbage, og tænkte at det arbejde er sat tilbage pga. sådan en udsendelsen. Jeg kan ikke lade vær med at undre mig over at Anders Stjernholm er ambassadør for ADHD-foreningen, når han vælger at lave sådan et program. Jeg forstår slet ikke at han egenligt selv tror på sin diagnose, når han selv har fået den stillet på 25 minutter… Det ville jeg i hvertfald ikke gøre.

Hvis du selv skulle få lyst til at se programmet linker jeg til det her; http://www.dr.dk/tv/se/danmark-pa-piller/danmark-pa-piller-3-3

Når jeg beder om hjælp i skolen….

I ugen op til påskeferien havde alle 2.g’erne på min skole AT-uge. AT står for “almen studieforberedelse” og er en opgave hvor man udarbejder en synopsis og arbejder med 2 fag og deres metoder og teorier til at løse en tværfaglig problemstilling, og derefter holder man et mundtligt oplæg på bagrund  af sin synopsis. Man har 8 AT-forløb i løbet af sin gymnasietid, og i 3.g skal man så til en obligatorisk eksamen i sit 8. AT projekt.

For de fleste er AT lidt højt svævende og noget ukonkret. Derfor er det naturlig nok noget som er meget vanskeligt for én med mit handicap. Derfor har mine forældre og jeg aftalt med skolen at jeg i sådanne uger skal have lidt mere massiv støtte end hvad jeg ellers plejer at få. Hvilke jo som udgangspunkt er en rigtig god aftale, og et forsøg fra skolens side på at imødekomme mine behov.

Men når det så skal føreres ud i virkeligheden er sagen desværre en helt anden. I sidste uge kunne jeg så først nå at få hjælp en dag inden opgave skulle afleveres, hvilket jo ikke er særlig hensigtsmæssigt, da jeg især har brug for at få hjælp til at komme igang. Der var flere årsager til at jeg ikke kunne få hjælp før om torsdagen. Først og fremmest var min lærers børn syge om mandagen , hvilket jo kan ske, men så kunne han jo have prøvet at få en af de andre lærer som er en del af vores AT-forløb til at hjælpe mig, hvilket han ikke engang forsøgte. Så var der også tirsdag og onsdag hvor vi kunne have mødtes, men tirsdag var der ikke nogen forklaring på hvorfor vi ikke kunne mødes og onsdag var der vejledning for hele klassen og et møde med en anden lærer, men mon ikke der kunne have været plads til et lille møde med mig?

Min mor sendte så en mail til min støttelærer om onsdagen, for at fortælle at jeg altså havde hårdt brug for hjælp. Hvor til han bare svarede at det jo var gået fint til vejledning med klassen og at jeg sikkert var godt på vej….

At jeg så først kunne nå at få hjælp så sent i forløbet resulterede så i at jeg ikke kunne nå at aflevere opgaven fredag hvor den skulle afleveres. I mit møde med min støttelærer torsdag sagde han så at jeg kunne aflevere opgaven efter påskeferien. Men nu skal jeg så have den opgave hængende over hoved i længere tid og det er rigtig irriterende! Desuden er det lidt et nederlag for mig, når jeg ikke kan aflevere ting til tiden ligesom alle andre gør.

Jeg sagde så til ham at skolen/han ikke havde overholdt vores aftale, og at jeg faktisk har rigtig svært ved disse opgaver pga. mit handicap. Jeg sagde desuden at min oplevelse af ugen var rigtig dårlig og at det altså ikke holder når de hjælper mig så lidt. Jeg sagde tingene på en pæn og konstruktiv måde, men så blev jeg nærmest bare skældt ud…. Han sagde at han havde gjort det bedste han kunne, og at tage hensyn til mig altså desværre ikke altid er muligt.  Han udviste i hvert fald ikke særlig meget empati eller forståelse overfor mig, indtil jeg faktisk begyndte at græde over situationen. Men det er vel også svært for de fleste mennesker at skulle erkende deres fejl. Men tænk at jeg ikke kan få mere hjælp og forståelse ved bare at forklare hvordan min oplevelse havde været og hvad mine problemer er, men at jeg virkelig skal begynde at græde før de bare forstår lidt. Det er sgu nærmest et handicap i sig selv at have et usynligt handicap. For jeg ligner nok for de fleste et rimelig velfungerende ungt menneske, og derfor er det nok svært for andre at forstå hvilke massive vanskeligheder jeg egentligt har.

Min nye dejlige kædedyne

Jeg har længe haft en kugledyne som jeg har haft en del gavn af, men jeg syntes at den fyldte lidt for meget, var meget varm, larmede når jeg rykkede mig, og egenligt derfor også noget irriternede.

Jeg går hos en fysioterapeut et par gange om måneden og det har jeg gjort i en del år efterhånden, da jeg er meget hypermobil og derfor er det vigtigt, at jeg nogle gange om ugen laver nogle forskellige øvelser for at holde min muskelmasse ved lige, da jo stærkere muskler man har jo mindre belaster man sine led. 

Min fysioterapeut ved godt at jeg har ADHD, men det er jo ikke rigtigt noget der som sådan har betydning for min behandling hos hende, da jeg går der pga. min hypermobilitet. Men en dag da jeg var hos hende, for en del tid siden, sagde hun at hun syntes at jeg ofte virkede meget træt når jeg var hos hende. Det talte vi så lidt om, og jeg fortalte hende at jeg lider meget af søvnbesvær. Jeg sagde så at jeg længe havde fået melatonin og havde en kugledyne til at afhjælpe problemet, men at kugledynen tit irriteret mig, da den var stor, besværlig og larmede når jeg bevægede mig. Hun fortalte så at der også for noget tid siden var kommet en kædedyne på market, som hun havde hørt hjalp nogen der havde samme oplevelse som mig med kugledynen. 

Min mor og jeg skrev derfor en mail til hjælpemiddel centralen i kommunen, og spurgte om jeg kunne prøve en kædedyne i stedet for den kugledyne de havde givet mig. Der gik noget tid før de svarede, og da der endelig kom et svar bad de om en ny ansøgning. Det fik de så og for et par uger siden kom der så et brev om at vi kunne komme ned og hente dynen. 

Jeg har nu sovet med min kædedyne i et par uger, og jeg må sige at jeg aldrig nogen sinde har sovet så godt. Den er bare super fantastisk den dyne! 

 

 

Stressede tider…

Sidste gang jeg skrev et indlæg var den 4. februar, så nu må det være ved at være på tide at jeg giver lidt lyd fra mig igen! Sagen er den at jeg i det sidste stykke tid har gennemgået/gennemgår den mest hektiske tid i gymnasiet. I øjeblikket skriver vi SRO (studieretnings opgave), skriver massere af afleveringer oven i, terminsprøverne er lige om hjørnet, og de fleste afslutter fag i år som de mindre godt kan lide såsom 2. fremmedsprog, og lige om lidt skal vi på studietur.

Ja, det er hårdt at gå i 2.g selv for mine “normale neurotypiske” klassekammerater, så der er intet at sige til at jeg som er ekstra stressfølsom har det svært. Så der er ikke så meget tid og overskud til at skrive indlæg.

Mht. til SRO går det knapt så godt. Jeg har fået skrevet knapt 2 sider og jeg skal aflevere 10 sider i starten af næste uge, så min weekend bliver nok knapt så sjov. Jeg kan virkelig se, at når vi skal lave store selvstændige opgaver at mit handicap spænder ben for mig, da jeg simpelthen ikke har den samme vedholdende koncentrationsevne som andre har og mit overblik er slet hellere ikke på højde med det andre har. Det gør mig fortvivlet, stresset og irriteret dels fordi jeg jo selvfølgelig ikke er nået langt med opgaven og dels fordi det gør mig opmærksom på at jeg stadig har meget vanskeligt ved mange ting, som fx. selvstændige opgaver  pga. mit handicap, og derfor stadig er meget afhængig af andres hjælp.

Så ramte bloggen de 100 views!

Det lyder måske ikke af så meget for en mere gavret blogger… Men jeg er nu altså meget godt tilfreds 🙂